Erhvervsejendomme i over 100 år
  • H.C. Andersens Boulevard
  • Kristianiagade
  • Jorcks Passage
1 2 3

Jorcks Ejendomsselskab udvider ejendomsporteføljen

Pr. 15. december 2021 har Jorcks Ejendomsselskab købt ejendommen Frederiksberggade 17 på Strøget i København. Sælger af ejendommen er en nordisk fond under abrdn (tidligere Aberdeen Standard Investments), der har ejet ejendommen siden 2015.

Frederiksberggade 17 er på 424 kvadratmeter og består af en butik i stueplan på 140 kvadratmeter samt 284 kvadratmeter kontorlejemål på 1.-3. sal. Derudover har ejendommen en tagterrasse på 1. sal.

Bjarke Bendix Cloos, direktør i Jorcks Ejendomsselskab begrunder købet således: ”Ejendommen passer godt ind i vores eksisterende portefølje, fordi vi i forvejen ejer Frederiksberggade 19-21. Det giver os nogle muligheder for at optimere adgangsvejen til kontorarealerne og dermed udvide butiksarealet, som ellers ikke var mulige i den forholdsvis smalle ejendom.”

Ejendommen overtages fri for lejere, men det er der planer om snarligt at lave om på. ”Vi er næsten på plads med en spændende midlertidig lejer til ejendommen hen over foråret og sommeren, mens vi venter på byggetilladelse til de nødvendige ændringer af adgangsforholdene og butikken.  Men også permanente lejere til både butikken og kontorerne er allerede på banen, så det ser positivt ud i forhold til vores plan med ejendommen” fortæller Bjarke Bendix Cloos.

Frederiksberggade er den del af Strøget, der lige nu har størst tomgang målt på antallet af butikker, men der er interessante ting på vej. Der er flere nylige butiksåbninger i gaden og I ejendommen Frederiksberggade 10, som Jorcks Ejendomsselskab har ejet siden den blev opført af Reinholdt W. Jorck i 1909, er der udlejet en butik til LETT, der indtager Danmark i starten af 2022 ovenpå en succesfuld udrulning af deres restaurantkoncept med grønne måltider i både Norge og Sverige. Selve gaden forventes også opgraderet med både belægning, belysning og begrønning, idet Københavns Kommune ved budgetforhandlingerne i efteråret 2021 har afsat op mod 9 mio. kr. i alt til en nærmere projektanalyse i 2022 og til fysiske opgraderinger i 2023-25.

”Vi tror Frederiksberggade er godt på vej tilbage som en attraktiv handelsgade med både nye koncepter og et helt nyt look de kommende år. Gaden har altid været kendt som den livlige og folkelige del af Strøget. Det tror vi på kommer tilbage, selvom gaden lige nu har fået et lidt dårligt ry, fordi den ikke har gennemgået samme udvikling som andre dele af Strøget. Men potentialet er der, fordi gaden stadig er velbesøgt og allerede nu har mange spændende butikker og restauranter, som de nye koncepter kommer til at supplere. Vi vil i hvert fald gøre vores del til, at Frederiksberggade får sin ungdommelighed og attraktivitet tilbage” slutter Bjarke Bendix Cloos.

For mere information om Jorcks Ejendomsselskab og selskabets ejendomme henvises til www.jorck.dk.

Tilbage 20-12-2021

Ønsker du at høre mere om vores ejendomme generelt og andre ledige lejemål?

Ring på telefon 33 14 47 58
– eller indtast navn og telefon,
så ringer vi hurtigst muligt tilbage

Ja tak - ring mig op
Ved at kontakte os accepterer du, at dine oplysninger vil blive gemt i vores backend og CRM-system. Læs mere i vores persondatapolitik.